13/05/2025 0 Kommentarer
Farvel og goddag - nyt om vores Børne- og Ungdomsmedarbejder
Farvel og goddag - nyt om vores Børne- og Ungdomsmedarbejder
# Nyhedsbrev

Farvel og goddag - nyt om vores Børne- og Ungdomsmedarbejder
I disse dage giver Jonas Ægidius (til venstre) en grundig rundvisning af vores kirke og arbejde til Michael Højgaard (til højre). Sammen går de ind og ud af kirkens døre. Det er et fint billede på, hvad der faktisk er i gang med at ske. Jonas, der i skrivende stund er vores Børne og Ungdomsmedarbejder, er nemlig på vej "ud ad døren" og har sidste arbejdsdag d. 1. juni. Michael er på vej "ind ad døren" i kirkens arbejde og starter op d. 1. august. Derfor denne grundige overlevering og rundvisning af Jonas til Michael.
Fra kirkens side, skal der lyde et stort og hjerteligt tak til Jonas. Samtidig skal der lyde et varmt velkommen til Michael. Lad os alle hjælpes med konkret at sige tak til Jonas og byde velkommen til Michael i vores kirkefamilie og by.
For de interesserede, er alle velkommen til festgudstjeneste og efterfølgende reception til ære for Jonas i Lindehøj kirke d. 1. juni. Gennem dette link kan du læse det sidste nyhedsbrev fra Jonas' hånd: Nyhedsbrev maj 2025
Er du nysgerrig på, hvem Michael er, kan du her læse en lille hilsen fra ham her:
Kære alle,
Mit navn er Michael Højgaard. Jeg er 30 år, og i december blev jeg færdiguddannet i teologi. I min fritid nyder jeg at være sammen med venner og familie omkring mad, hygge, brætspil osv. Mine fritidsinteresser udfolder sig i det fri med bål, shelter, vandreture og fugle. Jeg er forlovet med Milka, og der går en del tid for tiden med at planlægge bryllup til september. Lige nu bor jeg i Vanløse, men flytter ind hos Milka i Nordvest efter brylluppet. Vi glæder os begge til at komme i kirken.
Jeg glæder mig til at være en del af kirkens store arbejde med at give troen videre til kirkens børn og unge gennem bibelhistorier, andagter, aktiviteter og nærvær. Det bliver spændende og sjovt at stå for bibelfortællinger, være med i klubberne og tage del i lejrene. Jeg er glad for, at der er så mange frivillige, som jeg kan samarbejde sammen med i opgaverne. Jeg håber at opleve børn og unge få et møde med Jesus og vokse i troen på ham gennem kirkens arbejde. De bedste hilsener, Michael
Kommentarer