En særlig hilsen til jeres barn – Dåbskluden som minde og symbol
Kære forældre!
Når jeres barn bliver døbt her i Lindehøj, er der mange små øjeblikke, der tilsammen gør dagen helt speciel.
Et af de finere indslag i ceremonien er brugen af dåbskluden.
Hvad er dåbskluden?
Dåbskluden er en lille, håndlavet bomuldsklud – strikket af frivillige i sognet. Under selve dåben bruger præsten kluden til at duppe barnets hoved tørt, efter vandet er øst over det.
Et minde for livet
Traditionen med dåbskluden handler om mere end bare det praktiske. Efter dåben får I kluden med hjem som en gave fra kirken.
Den fungerer som et fysisk minde om dagen, hvor jeres barn blev døbt, men også som et symbol på at jeres barn som døbt hører til i et fællesskab, som rækker ud over det kendte, nære, familiære og helt ind i Guds kærlighed konkret udtrykt i form af menighedens fællesskab.
Vi glæder os meget til at byde jeres barn og jeres familie velkommen til dåben!
De bedste hilsner fra Lindehøj